Aarsrapport 2024 - Efter Revision - Flipbook - Page 14
Fagchefernes beretning
Børn og Familie
Investeringsstrategien
I 2024 har Børn og Familie arbejdet målrettet med at realisere de politiske målsætninger i overensstemmelse med
Børne- og Familiepolitikken, direktionens strategiplan, samt fagområdets Dialogbaserede aftale. Et centralt
initiativ har været igangsætningen af investeringsstrategien, som løber frem til 2027. Strategien fastsætter
rammerne for, hvordan fagområdet gentænker, systematiserer og effektiviserer forebyggelses- og
anbringelsesindsatser. Formålet er at bringe økonomien tættere på fagområdet og sikre en mere bæredygtig
anvendelse af ressourcerne.
Kortlægningsprocessen i Børn og Familie
Som en del af direktionens strategiplan har kortlægning af kerneopgaven været et andet væsentligt fokusområde.
Med udgangspunkt i Børn og Families kerneopgave er der arbejdet med at effektivisere og kvalitetsoptimere
samarbejdsstrukturer. Dette har omfattet interne forbedringer, optimering af dagsordensformater samt
afprøvning af nye virtuelle mødeformer for at styrke fleksibiliteten og effektiviteten.
Fokus på kunstig intelligens
Digitalisering og kunstig intelligens (AI) har ligeledes været centrale indsatsområder. I foråret deltog en gruppe
medarbejdere og ledere i et kursus om anvendelse af sprogmodeller, mens efteråret bød på en
digitaliseringsfestival for alle medarbejdere. Festivalen fokuserede på børn og unges adfærd på digitale platforme
samt de muligheder og udfordringer, der følger med den teknologiske udvikling.
Helhedsorienterede planer
I 2024 blev projektet ”Helhedsorienterede planer” evalueret med positive resultater, hvilket har ført til at
projektet videreføres permanent. Initiativet understøtter en koordineret indsats på tværs af fagområder og sikrer
en bedre sammenhæng i tilbuddene til børn og familier.
Implementering af Barnets Lov
Indførelsen af Barnets Lov har haft en væsentlig indflydelse på Børn og Families arbejdsområde. For at sikre en
god implementering af det nye børnesyn har Social- og Boligstyrelsen faciliteret et rådgivningsforløb.
Medarbejdere på tværs af afdelinger har deltaget i processen for at styrke procedurer, tværfagligt samarbejde og
inddragelsesforløb. Formålet er at sikre, at barnet eller den unge inddrages og får medbestemmelse i egen sag.
14