Aarsrapport 2024 - Efter Revision - Flipbook - Page 12
Fagchefernes beretning
Land, By og Kultur
Henteordning for tagplader
Efterspørgslen på bigbag-ordningen for tagplader steg markant i 2024, som følge af Arbejdstilsynets nye
asbestregler, som gælder fra 2025. Udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt materiel blev effektivt løst gennem
et velfungerende samarbejde mellem drifts- og administrationsafdelingerne i Genbrug.
Affaldsskolen
I samarbejde med en udviklingskonsulent fra Dagtilbud og Undervisning blev første forløb af den nye Affaldsskole
lanceret i 2024. Forløbet tilbydes i første omgang elever på 2. årgang i hele kommunen, og foregår på
genbrugspladserne i Hvide Sande, Ringkøbing, Tarm og Videbæk.
Ejendomscenteret
Ejendomscenteret blev opnormeret for at imødekomme øget efterspørgsel og styrke fokus på kommunens
bygningsmasse. Der er skabt et stærkere samarbejde mellem Ejendomscenteret og enhederne om ejendomsdrift.
Fokusområder inkluderer bæredygtighed, energioptimering og asbesthåndtering i tråd med klimahandleplanen
og nye lovkrav.
BBR-tilpasninger
Antallet af henvendelser vedrørende BBR-tilpasninger, på baggrund af Vurderingsstyrelsens arbejde med
ejendomsvurderingerne var betydeligt med 6.615 skriftlige henvendelser i 2023 og 2024. Derudover er det
estimeret, at der i 2024 kom 900-1.000 telefoniske henvendelser. Der var derfor været en betydelig større
arbejdsbyrde, som konsekvens af de nye ejendomsvurderinger.
Naturbeskyttelseslovens §3
Arbejdet med gennemgang af 800 grunde i sommerhusområder for dispensation fra Naturbeskyttelseslovens §3
blev afsluttet i 2024. Resultatet blev, at samtlige sommerhuse fik dispensation til at blive, mens fremtidige
udvidelser af eksisterende bygninger er nu restriktivt reguleret.
Planområdet
I Vorgod-Barde er et nyt boligområde med potentiale for 120 boliger byggemodnet. I første etape er 22
boliggrunde udbudt, hvoraf 5 er solgt og 2 reserveret. Derudover udbydes to storparceller til tæt-lav bebyggelse i
1. kvartal 2025. Kommunen oplever stigende efterspørgsel på tæt-lav boligform i flere byer.
Derudover har kommunen købt et stort areal i naturbydelen Ringkøbing K, som ligger i den østlige del af
Ringkøbing. Arealet forventes på sigt at kunne rumme op til 245 boliger.
Media Art Days
Kultur- og Fritidsafdelingen var medarrangør af "Media Art Days" i Ringkøbing i september 2024. Arrangementet
tiltrak cirka 3.000 besøgende og bød på otte digitale kunstværker, inklusive den spektakulære videoprojektion
"Monad" i Ringkøbing Havn.
Vejområdet
På vejområdet er der gennemført flere projekter. Der er blandt andet er etableret cykelstier og cykelladepladser
samt p-pladser i Ringkøbing.
12