Aarsrapport 2024 - Efter Revision - Flipbook - Page 3
Indledning
Forord
I Ringkøbing-Skjern Kommune lægger vi vægt på det gode liv, stærke fællesskaber og en bæredygtig tilgang til de
muligheder og udfordringer, som tiden byder. Vi møder dem nysgerrigt og udviser ordentlighed og handlekraft.
Arbejdskraft – initiativer der understøtter vækst
Ledigheden i Ringkøbing-Skjern Kommune er blandt landets laveste, hvilket vi er stolte af. For at hjælpe
virksomhederne med alligevel at kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft, arbejder kommunen med
forskellige initiativer. Et eksempel er kommunens ’Info Tag’, hvor vi gang på gang får besøg af interesserede mulige
tyske tilflyttere. Vi introducerer dem til potentielle arbejdsgivere og fortæller dem om livet i Danmark. Vi har også
internt i kommunen opnået rigtig gode erfaringer med job-dating, hvor vi bringer ledige borgere og virksomheder
i dialog med hinanden. Endelig har vi sat særlig fokus på at formidle mulighed for at unge i et sabbatår kan arbejde
i kommunens virksomheder eller i den kommunale plejesektor.
Bæredygtighed
2024 har i høj grad stået i den Vedvarende Energis tegn (VE). Det er et emne, der er mange forskellige holdninger
til, og Byrådet har derfor haft et stort ønske om at lytte til og drøfte udviklingen med borgerne. Der har været
afholdt offentlige borgermøder arrangeret af både udviklere og kommunen og Byrådet har været på bustur rundt
i kommunen for at besigtige områder, hvor der har været ansøgt om etablering af VE-anlæg. I oktober besluttede
et flertal i Byrådet, at der i første omgang skal arbejdes videre med 6 af de 27 ansøgninger om lokale VE projekter.
De 6 projekter er nu i en bearbejdningsfase med henblik på, om Byrådet senere skal træffe beslutning om, hvorvidt
der skal planlægges for solceller og/eller vindmøller på arealerne.
Synlighed
Vi vil gerne fortælle omverden om Naturens Rige og vores bedrifter. Sommeren 2024 bød på start i Ringkøbing på
den 2. etape Post Nord Danmark Rundt, hvorefter turen gik langs fjorden mod Skjern og Tarm. Andre gange er vi
synlige, når vi går foran, som eksempelvis når børnetandplejen tager VR-briller i brug, som giver børn mulighed
for at spille spil og tage på en virtuel fisketur, mens de får ordnet tænderne. Årets borgerpanelundersøgelse
fortæller, at 43 procent af respondenterne er stolte af at være borgere i kommunen. De er særligt stolte af naturen,
og 6 ud af 10 har udført frivilligt arbejde i det forløbne år.
Økonomi
Økonomisk set er kommunen kommet godt ud af 2024. Regnskabet for 2024 viser et overskud på den ordinære
driftsvirksomhed efter renter på 171 mio. kr., hvilket er 14 mio. kr. lavere end budgetteret. Det skattefinansierede
regnskabsresultat inklusiv anlæg viser et overskud på 23 mio. kr., hvilket er 9 mio. kr. lavere end budgetteret.
Byrådets mål om en skattefinansieret kassebeholdning inklusiv deponerede midler på minimum 150 mio. kr.
ultimo året er opfyldt, idet kassebeholdningen (eksklusiv midlertidig REPO-forretning) ved årets udgang er 224
mio. kr.
Fremtiden
Ved udgangen af 2024 ser vi frem mod en periode, hvor adskillige reformer får stor betydning for kommunens
opgaveløsning. Noget af lovgivningen er på plads, men for alle reformerne gælder, at implementeringen ikke sker
med et snuptag, men kræver omfattende inddragelse af borgere og personale, samt omstilling og revurdering af
de ydelser vi leverer. Samtidig skal vi tænke frisættelse og forenkling ind. Disse store opgaver skal løses indenfor
økonomiske rammer, som er præget af usikkerhed blandt andet vedrørende efterreguleringer i
indtægtsgrundlaget og en kommende udligningsreform, som kan påvirke kommunens fremtidige handlerum.
Internationalt er der også stor usikkerhed. Vi ved ikke, hvordan verden ser ud i morgen. Det er derfor vigtigt, at vi
holder fokus på det, vi kan påvirke, nemlig at understøtte hverdagen for borgere og virksomheder i Naturens Rige.
Ringkøbing-Skjern Kommune, marts 2025
Hans Østergaard
Borgmester
3