Årsrapport 2025 - Flipbook - Page 10
Fag- og stabschefernes beretning
Handicap og Psykiatri
Kvalitetsudvikling og tilsyn
Efter en periode med skærpet tilsyn af Holmehusene trak Socialtilsyn Midt godkendelsen tilbage i starten af 2025.
Gennem en målrettet handleplan og tæt opfølgning har den positive udvikling på tilbuddet gjort, at det skærpede
tilsyn blev ophævet i juli 2025. Arbejdet med kvalitetssikring og faglig udvikling fortsætter som en integreret del
af indsatsen på området.
Øget efterspørgsel og faglig profilering
Bakkehuset har haft en stabil drift og oplevet stigende efterspørgsel på pladser. Der er solgt mange pladser til
andre kommuner, og stedet har opnået et styrket fagligt renommé. Det gode omdømme skyldes et stærkt fagligt
miljø og fokus på målrettet støtte.
Digital understøttelse og teknologisk udvikling
Der er arbejdet videre med den digitale transformation i Handicap og Psykiatri. Velfærdsteknologiske løsninger
er blevet udbredt på området, og i 2025 er ScanHow blevet taget i brug på tværs af tilbuddene. Løsningen anvendes
bl.a. til at understøtte struktur og selvstændighed i hverdagen for borgere med kognitive udfordringer. Der
arbejdes med udvikling af ruteplanlægning og vagtplansystem.
Fokus på beskæftigelse og socialøkonomi
Kommunen har styrket den tværgående indsats for at få flere borgere fra Handicap og Psykiatri i beskæftigelse.
Indsatsen sker gennem samarbejde med virksomheder og udvikling af socialøkonomiske løsninger.
Indsatstrappen for beskæftigelse skal sikre, at borgerne støttes på rette niveau og gives mulighed for at bidrage til
fællesskabet.
Styrket samarbejde med civilsamfundet
Samarbejdet med frivillige foreninger, vennekredse og andre civilsamfundsaktører er blevet udbygget i 2025.
Dette er led i en strategisk indsats for at styrke det sociale netværk omkring borgerne og øge deltagelsen i
fællesskaber uden for de kommunale tilbud.
Fokus på økonomisk balance
Handicap og Psykiatri har i løbet af 2025 været udfordret i forhold til at opnå økonomisk balance på området.
Tilgangen af nye borgere samt øget støttebehov hos eksisterende borgere har presset fagområdets økonomi.
Derudover har botilbuddene kæmpet med at overholde de økonomiske rammer for 2025. Derfor har der været
stort fokus på økonomistyring i hele fagområdet. Udgiftspresset forventes at fortsætte, og arbejdet med de politisk
vedtagne pejlemærker er derfor centralt.
10