Årsrapport 2025 - Flipbook - Page 14
Fag- og stabschefernes beretning
Børn og Familie
Investeringsstrategien
I 2025 tog Børn og Familie hul på andet år med Investeringsstrategien. Strategien skal bl.a. styrke det tidlige
forebyggelsesarbejde gennem målrettede indsatser, der både øger trivsel blandt børn og unge og bidrager til en
mere bæredygtig anvendelse af ressourcerne på området.
Et nyt, tværfagligt visitationsudvalg for tidlige, forebyggende indsatser blev nedsat og kunne fra sommeren 2025
begynde at visitere til gruppebaserede tilbud i Familiecentret. Ventelisten blev afviklet, og en evaluering viste øget
trivsel og skolefremmøde blandt børnene i tilbuddet. Samtidig blev Klub Vingesus etableret i Kloster som et
intensivt forebyggende tilbud, forankret og drevet af Sommerfuglen. 2025 var også året, hvor Byrådet afsatte
midler i 2027 og 2028 til at udvide og renovere faciliteterne i Kloster, så det eksisterende aflastningstilbud i
Sommerfuglen kan flytte dertil. Flytningen gør det muligt at øge kapaciteten og samle og udvikle nye forebyggende
tilbud. I 2026 skal arbejdet med renoveringen forberedes, så de fysiske rammer understøtter både kapacitet og
kvalitet i indsatsen til gavn for børn og unge i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Lettilgængelige tilbud
Foråret 2025 bød på udvikling og implementering af lettere behandlingstilbud til børn og unge, der viser tegn på
mistrivsel, har det psykisk svært og har behov for en kortere, lettere behandlingsindsats. Målgruppen er
skoleelever (fra børnehaveklasse til og med det 17. år), og udfordringerne omfatter let til moderat nedsat
funktionsniveau som følge af bekymring, tristhed, forstyrrende tanker om krop og mad, adfærdsvanskeligheder,
selvskade, tvangstanker og -handlinger samt uro og uopmærksomhed. Tilbuddene er forankret i Pædagogisk
Psykologisk Rådgivning (PPR).
Mere til de mindre
I 2025 igangsatte Børn og Familie projektet =Mere til de mindre=, der er støttet af projektmidler fra Social- og
Boligstyrelsen. Projektet er målrettet gravide og forældre med børn i alderen 0-6 år, og består af fem forskellige
indsatser, der har til formål at styrke den sundhedsfremmende og forebyggende indsats på småbørnsområdet.
Med projektet får spæd- og småbørnsområdet et helhedsorienteret løft gennem bl.a. tættere samarbejde med
dagtilbud og civilsamfund, en mere proaktiv praksis og lettere adgang til forebyggende indsatser. Projektet løber
fra januar 2025 og 3,5 år frem.
Ny tandklinik i Skjern
I starten af 2025 flyttede Tandplejen i Skjern ind i nye, flotte lokaler i Østergade 19 i Skjern. Byggeriet er blevet
færdigt til tiden og inden for budget trods de udfordringer, der ofte følger med et byggeprojekt. Flere medarbejdere
har været med hele vejen – fra de første idéer til fokus på funktionalitet og æstetik i de færdige lokaler. Både
medarbejdere og besøgende udtrykker stor tilfredshed med de nye omgivelser.
14