Beredskab til forebyggelse tidlig opsporing og behandling af vold og seksuelle overgreb - Flipbook - Page 5
Beredskabsplan til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om vold og seksuelle overgreb mod børn og unge
2. Målgruppe
Beredskabet henvender sig til alle professionelle, der i deres arbejde har kontakt med børn og unge
under 18 år. Det gælder både ledere og ansatte i dagpleje, dagtilbud, skoler, skolefritidsordninger,
klubber, Sundhedsplejen, PPR, Familiecentret, Tandplejen, Familierådgivningen, døgninstitutioner og
socialpædagogiske opholdssteder. Dertil kommer plejefamilier og andre, der er i kontakt med børn og
unge under 18 år.
3. Definitioner og lovgivning
For at kunne observere og reagere på viden eller mistanke om vold og seksuelle overgreb er det
nødvendigt at definere, hvad der forstås ved vold og seksuelle overgreb, og at uddybe de begreber, der
knytter sig hertil.
Definitionerne tager afsæt i de definitioner SISO anvender for vold og seksuelle overgreb samt
Socialstyrelsens/VIVEs rapport om Psykisk vold mod børn i hjemmet.
3.1. Vold
Definition: Vold er en handling eller trussel, der – uanset formålet – er egnet til eller skader en anden
persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader personen. Volden kan have samme effekt
på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst
handling eller en handling, der sker i affekt.
Uanset typen af vold, der begås mod et barn, så er der tale om en adfærd, som er ødelæggende for eller
forhindrer udvikling af et positivt selvbillede hos barnet. Enhver form for vold bringer barnets
udvikling og sundhed i fare.
Strafferetslige bestemmelser: Når et barn udsættes for fysisk eller psykisk vold, er der tale om, at
barnet ufrivilligt udsættes for en adfærd, som kan bringe barnets sundhed, udvikling og trivsel i fare.
Strafferetsligt er vold opdelt i en række kategorier af strafbare handlinger med beskrivelse af
strafferammer, jf. følgende paragraffer i Straffeloven:
§ 244: Den, som øver vold eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller
fængsel indtil 3 år.
§ 245: Den, der udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i
mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på
legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed. Det skal
endvidere betragtes som en særligt skærpende omstændighed, hvis legemsangrebet eller
mishandlingen er begået mod en person under 18 år af en person i eller nært knyttet til den
forurettedes husstand.
§245a: Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde
fjerner kvindens ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.
// Juli 2025
5