Budgetbog 2026 - Flipbook - Page 3
Forord
Økonomiudvalget fastlagde i februar 2025 udgangspunktet for den kommende budgetlægning, som har
dannet rammerne for budget 2026-2029.
Grundlaget for budgettet er den aftale der blev indgået mellem KL og Regeringen i maj 2025 om
kommunernes økonomi for 2026. Her blev der aftalt et løft af servicerammen med 3,5 mia. kr. Der er
tale om et løft i samme omfang som sidste års økonomiaftale. Der var dog forskellige finansielle forhold
i aftalen som betød, at ikke alle kommuner – ej heller Ringkøbing-Skjern Kommune fik et tilsvarende
forøget råderum. Dette blev i nogen grad kompenseret af et øget finansieringstilskud. Det blev for
budget 2026 besluttet ikke at arbejde med råderumsforslag, hvilket har givet tryghed og ro for
medarbejderne i hele kommunen. I Ringkøbing-Skjern Kommune har det dog ikke været muligt, at
indarbejde den udgiftsstigning som økonomiaftalen gav mulighed for, da kommunens indtægter ikke
har givet mulighed herfor.
Budgetlægningen er gennemført indenfor en ramme af usikkerhed, som er større end sædvanligt.
Økonomiaftalen og dermed budgetlægningen er indgået i en reformtid, hvor flere store reformer
implementeres over de kommende år. Derudover er der usikkerhed omkring ny lovgivning vedrørende
kommunernes tilskud og udligning, efterregulering i forbindelse med kommunens valg af
selvbudgettering for budget 2024 og 2025 samt ændringerne i ejendomsskattesystemet, hvor der er en
særlig usikkerhed i relation til efterreguleringer.
Særligt handicap- og psykiatriområdet er blevet prioriteret i budget 2026 og er blevet tildelt 20 mio. kr.
årligt de næste fire år. Pengene skal lukke hullet i budgettet, da flere borgere er blevet ramt af
hjerneskader eller har fået psykiske diagnoser.
Mens partierne i sidste års budgetaftale satte 1 mio. kr. af til at afdække, hvilke forebyggende initiativer,
der bedst kan styrke folkeskolens almenområde, er der nu afsat 6 mio. kr. i 2026 stigende til 10 mio. kr.
årligt til at styrke folkeskolen og blandt andet sikre, at der er flere voksne i klasserne.
De ekstra penge til det almene folkeskoleområde kommer primært fra en pulje på 12 mio. kr., som
Ringkøbing-Skjern Kommune i forsommeren fik af Folketinget, for kommunens bidrag til den grønne
omstilling. Fra samme pulje giver budgettet 2026-2029 også penge til frivillighedsområdet, heriblandt
til FrivilligVest og prisuddelingsfesten WestAwards samt 1,5 mio. kr. til den pulje, som lokale
borgergrupper kan søge med henblik på at geare fondsansøgninger til større borgerdrevne initiativer.
Der blev ligeledes prioriteret midler fra puljen til en renovering af den tunnel, der fører under jernbanen
i Skjern og forbinder midtbyen med Amager og spillestedet Remisen.
På anlægsområdet er der afsat 12,5 mio. kr. til et nyt Talentakademi i Ringkøbing-Skjern, der forener
uddannelse, topidræt og socialt fællesskab for unge. Desuden er der afsat 17 mio. kr. til renovering af
taget på Videbæk Skole, ligesom der er afsat knap 20 mio. kr. til sikre skoleveje i Skjern og Tarm.
Partierne har besluttet at sløjfe de tidligere afsatte penge på anlægsbudgettet til et kommunalt
aflastningscenter, idet opgaven i forbindelse med sundhedsreformen overgår til Regionen. Der er heller
ikke afsat anlægsmidler til køkkenet Åkanden og dermed genbekræftes sidste års aftale om at sætte det
kommunale køkken i udbud med henblik på fremover at leje lokaler til kommunal køkkendrift.
Derudover er der prioriteret en lang række andre tiltag, blandt andet:
1